EKSEMPLER PÅ VEJLEDNINGSFORLØB:

 

1. En ældre kvinde, der gik til kontrol på et hospitalsambulatorium, oplevede sig ikke forstået af ambulatorielægen. Efter hvert besøg gik hun derfra med en følelse af ikke at få sagt det, der lå hende på sinde. Hun fik en bisidder fra Patientvejledningen til at ledsage sig ved det næste ambulatoriebesøg, hvilket umiddelbart medførte, at lægen gav sig lidt bedre tid til konsultationen, og at han foreslog en plan for det efterfølgende ambulatorieforløb. Under en snak efter lægebesøget kunne bisidderen gentage behandlingsplanen og hjælpe den ældre kvinde med at forstå og få et overblik over det efterfølgende behandlingsforløb. Hun oplevede det som en stor lettelse og havde ikke brug for yderligere bistand.

 

2. En ung mor med 2 børn på henholdsvis 1 og 2 år gik til behandling med den ældste for astma på den lokale sygehusafdeling. Moren og børneafdelingen kom skævt ind på hinanden, idet afdelingen mente, at moren gjorde barnet mere sygt end det var, og moren syntes ikke, at hospitalet tilbød den rette behandling. Det endte med, at børneafdelingen indberettede familien for omsorgssvigt til kommunens socialforvaltning og videregav en mistanke om, at moren led af Munchausen by Proxi (sygelig trang til at skade/sygeliggøre sit barn for at få opmærksomhed).

 

Socialforvaltningen stillede efterfølgende krav om, at børnene skulle i kommunal daginstitution, og en tvungen aflastningsfamilie kom på tale. Anklager og restriktioner kom ganske bag på familien, der ængsteligt imødeså kommunens næste udspil. Patientvejledningen fik lejlighed til at møde moren og børnene, gennemlæste både de sociale akter og hospitalsjournalen og talte med familiens praktiserende læge, der var ligeså uforstående overfor børneafdelingens anklager som familien. Morens naturlige samspil med børnene stod i klar kontrast til børneafdelingens køligt konstaterende journal, der bedst kunne sammenlignes med èn lang fejlfindingsrapport. Ud fra denne læsning var det ikke underligt, at moren havde følt sig misforstået og mistænkeliggjort af personalet.

 

Patientvejledningen påviste og dokumenterede dette misforhold i en skrivelse til socialforvaltningen, der nu trak sine påbud tilbage og nøjedes med neutralt at orientere om relevante tilbud. Patientvejledningen bistod endvidere familien med at flytte behandlingen af astmabarnet til et andet hospitalsambulatorium, der straks skiftede den medicinske behandling. Resultatet heraf var meget positivt, idet astmaanfaldene dæmpedes betydeligt, og barnet kom i fin trivsel.

 

3. En 43-årig enlig mor med 2 børn og uddannelse indenfor sundhedsvæsenet blev henvist til Patientvejledningen af en psykolog. Kvinden havde i årevis lidt af rygsmerter og låsningstilfælde i ryggen i en sådan grad, at hun til sidst ikke var i stand til at arbejde. Også indkøb og rygbelastende gøremål i hjemmet (rengøring) blev næsten uoverkommeligt for hende.

 

I årevis blev hun af egen læge opfordret til at lave rygøvelser og træning og fik afslag på gentagne ønsker om yderligere undersøgelser og henvisning til speciallæge. Egen læge tog hende ikke alvorligt.

 

Samtidig blev hun efter lang tids tovtrækkeri med kommunen bevilget revalidering, men måtte efter kort tid ophøre i en arbejdsprøvning pga. rygproblemer. Fanget i denne afmagtssituation søgte kvinden psykologbehandling, der efterhånden gav hende mod til at tage sagen i egen hånd. Hun betalte af egen lomme en MR-scanning af ryggen på privathospital og fik konstateret slidgigtforandringer, en tilstand der forværres af de rygøvelser, som hun i årevis var blevet opfordret til at udøve. Med sin nyerhvervede diagnose følte kvinden, at hun nu kunne få den rigtige behandling, blive smertefri og komme i arbejde igen.

 

Den praktiserende læge blev imidlertid fornærmet over, at hun have søgt anden lægelig undersøgelse og afviste i første omgang at sende hende til speciallæge, og kommunen reagerede med at stoppe udbetaling af revalideringsydelse, sætte hende på kontanthjælp og tale om pension.

 

Kvinden følte sig nu utryg både ved Sundhedsvæsenet og det Sociale system. Her kom Patientvejledningen ind i billedet. Hovedopgaven blev at være sparringspartner for kvinden, så hun på sidelinjen havde en person med professionel indsigt i begge offentlige væsener. Hun blev henvist til speciallægebehandling, kommunens afslag på fortsat revalidering blev anket, og hun kunne påpege en mangelfuld kommunal sagsbehandling, idet der ikke forelå den lovpligtige revalideringsplan i sagen. Kommunen blev nu mere imødekommende.

 

Den havde fået en velforberedt samarbejdspartner.